Banearbejde efterår, uge 41 og generel banestatus
Efterårsarbejdet på banen er allerede i gang. Greenkeeperne er startet med den del, som ikke generer golfspillerne så meget, og har forsøgt at samle det grove arbejde i uge 41, så det der generer golfspillet mest, ikke strækkes over for mange uger. Efterårsferien i uge 42 forsøges også fritaget for de efterårsopgaver, som generer golfspillet mest, så medlemmerne har mulighed for at spille alt det golf, de har tid og lyst til i efterårsferien, uden at blive generet af en masse store maskiner på banen.
I uge 41 luftes både greens, teesteder og fairways med store spyd, og der vertikalskæres, efterårsgødes, eftersås og topdresses med et tyndt lag sand. For at nå det hele i uge 41 er det aftalt med bestyrelsen, at greenkeeperne kan lukke et hul eller en sommergreen, mens de arbejder på hullet / greenen. Så i uge 41 kan du blive udsat for, at du under runden kommer til et teested, hvor der står et skilt om, at du enten skal gå videre til næste hul, eller at du skal spille til vintergreen på det enkelte hul.
Uge 42 prøver greenkeeperne som sagt at holde fri for de store banearbejder, så golfspillerne ikke forstyrres af banearbejde, men hvis vejret ikke arter sig, kan det være, at der skal topdresses med et tyndt lag sand i starten af ugen. Vi krydser fingre for godt vej både i uge 41 og 42.
Vi har i forbindelse med efterårsarbejdet spurgt chefgreenkeeperen om status på greens og fairways, og den kan du læse herunder:
Status på Greens
Greens har været fine i år, og bolden har rullet både hurtigt og true. Både medlemmer og gæster har gennem sæsonen rost vores gode greens, og flere har spurgt, hvorfor de er ekstra gode i år.
Og det er der selvfølgelig en forklaring på. For 7 år siden blev der udarbejdet en langtidsplan for vores greens, som nu begynder at give bonus. Brug af Zeolit* og 100% organiske gødninger gennem flere år fremmer de gode mikroorganismer, så greens klippemæssigt kan presses lidt mere. Desuden topdresses greens oftere med et tyndt lag sand om morgenen, og det har virket over al forventning. En dejlig sidegevinst er, at det stort set ikke generer golfspillerne, når vi topdresser så tyndt ?
I 2020 har greens desuden haft vejret med sig, da der ikke har været lange tørre perioder, og nedbøren er for det meste kommet på de rigtige tidspunkter og i de rigtige mængder.
Chefgreenkeeperen går så vidt, at han lover, at greens bliver mindst lige så gode i 2021 som i 2020, og at der efter hans vurdering kun er én ting, der kan spolere den forudsigelse, og det er hvis greens får svamp. Den største kilde til svamp er de nedslagsmærker, der ikke rettes op her i det våde efterår / vinter. Så en stor opfordring og bøn fra vores cheefgreenkeeper er, at alle skal huske ekstra meget på, at rette nedslagsmærker op i efteråret / vinter perioden. For går der svamp i bare én green, så vil svampen via golfspillernes fodtøj blive fordelt til de andre greens. Tidligere kunne vi med kemikalier hurtigt slå små svampeudbrud ned, men det er nu ulovligt. Kommer der et svampeudbrud, kan det derfor blive nødvendigt at lukke alle greens, men dertil kommer vi ikke, hvis vi alle har ekstra fokus på at rette nedslagsmærker op.
Status på fairways
Fairways udvikler sig rigtig positivt. Der er indkøbt en ny super græsblanding, som er mere hårdfør overfor slid og ikke mindst overfor tørke. De første 2 eftersåninger er gennemført, og det ser rigtig godt ud.
Der er vertikalskåret og økorevet gennem hele sommeren, og når vi lige om lidt har fået efterårsgødet og luftet to gange – lavet dybe huller med tykke spyd, så forventer vi, at vækstlaget overalt på fairway er reetableret efter den tørre sommer 2018. Og så vil der også kunne gro græs de steder, hvor vi desværre stadig kan se eftervirkningerne fra 2018 tørken.
Status på rough
Efter ønske fra medlemmerne – og ud fra app’en Golfsporet – har vi i 2020 forsøgt at klippe de roughområder, der er i spil, ned hele året. Det har kostet nogle ressourcer, men det har givet godt udbytte i form af bedre flow på banen med mindre ledetid.
Roughområder som ikke er i spil, arbejder vi også på, da vi forsøger at få udviklet områderne, så engblomster og kornblomster kan give både farve og biodiversitet til vores golfbane, når de blomstrer i juli, august og september. Det er en 2-4 årig proces, men det skal nok blive fint.
Mvh
Baneudvalg og chefgreenkeeper
*Zeolit er et granulat af lava. Vi har tidligere skrevet lidt om det i VGK Nyt april 2017, som du finder under medlemslogin/nyhedsbreve.