I weekenden den 29.-30. august blev der spillet om klubmesterskabet i slagspil – åben række.
Især på herresiden blev det en yderst spændende affære. Efter lørdagens to runder førte Kasper Lund i ét slag over par, to slag foran Morten Krogsbøll – og med yderligere to slag ned til Nikolaj Dahl. Så det var de tre spillere, der skulle ud sammen i sidste bold søndag. Og det blev en meget tæt og spændende affære hele vejen rundt. Men det var Nikolaj, der endte med at trække sig sejrrigt ud af kampen med en samlet score for de tre runder på fire slag over par – blot et enkelt slag foran Morten.
Hos kvinderne var der ikke helt samme spænding om udfaldet søndag, da Louise Dahl allerede lørdag havde sikret sig et komfortabelt forspring. Mie Bülow kæmpede bravt også søndag, men måtte nøjes med en 2. plads efter Louise.
Så pokalerne i år havnede hos søskendeparret Louise og Nikolaj Dahl – Flot spillet og stort tillykke til begge.