Så kom solen og varmen, og udover glæden ved golf uden alt for meget tøj på, så hjælper det jo også på væksten i græsset og optørring af banen.
Efter den lange periode hvor greenen på hul 3 var oversvømmet, spirer græsset nu i de mange bare pletter uden græs.
Det betyder, at greenen på hul 3 nu igen kan tåle færdsel og spil, og derfor åbnes greenen på hul 3 fra fredag den 03.05.2024.
Greenen vil 2-4 uger endnu fortsat være under det vi kalder reetablering. Det betyder, at den fortsat får lidt ekstra pleje, og at den indtil græsset rigtig er kommet i vækst, fortsat vil have mange græs-fattige områder. Bolden ruller dog nogenlunde, selvom det nogle uger endnu ikke vil være på niveau med de øvrige greens.
De sidste 80 meter på hul 3 – fra stien og op til greenen – er stadig et blødt og vandmættet område. Så husk at benytte stien i højre side, når du går til og fra greenen. På det blødeste og mest vandmættede område er der sat blå pæle.
Og så siger det sig selv, at det er ekstra vigtigt, at alle hjælper med at rette nedslagsmærker op på alle greens og især på greenen på hul 3, som er ekstra sårbar overfor svampeangreb i nedslagshullerne.
Der er ikke længere buggy-forbud på banen. De nye buggies er dog ikke helt klar med det nøglefri betalingssystem, så der går desværre en uges tid, inden de kommer i aktion.
I forbindelse med ibrugtagning af de nye buggies, hæves prisen fra 275 kr. til 300 kr., og det vil ikke længere være muligt for fuldtidsmedlemmer at leje en buggy til halv pris.
Der vil, når de nye buggies er klar til brug, komme mere information om alt det praktiske: Hvor må de køre, hvordan man bestiller, betaling og nøglefri betjening samt hvad skærmen kan og ikke kan.
Mvh og god forårsgolf derude
Chefgreenkeeper, bestyrelse og baneudvalg