I går aftes kom der fra statsministeren dels en forlængelse af nedlukningen af café, restauranter og arrangementer, og dels en forsigtig genoplukning af børnepasning for de yngste, hvis ellers alle fortsætter med at følge myndighedernes anbefaling om afstand, hygiejne og forsamlinger.
For golfspillerne giver udmeldingen ingen forandringer som sådan, udover at vi desværre må indstille os på, at de nuværende restriktioner kan risikere at fortsætte også efter den 1. maj.
Lempelse af regel om fast spillemakker
Anbefalingen fra DGU om kun at spille med nogen fra ens egen husstand eller med en fast spillemakker, er begrundet i ”jo færre kontakter desto mindre sandsynlighed for smitte”. Men da vi kan se, at golfspillerne er gode til at følge de almindelige regler omkring afstand, hygiejne, kun private 2 bolde, køre direkte hjem o.s.v., og da vi jo har sikret alle områder, der normalt berøres før, under og efter en golfrunde, har bestyrelsen besluttet at lempe reglen om, at der kun må spilles med én fast spillemakker. Men der opfordres selvfølgelig fortsat til at begrænse antallet af spillemakkere til så få som muligt.
Antal aktive bookinger sættes ned til 3 af gangen
Normalt kan man have 8 aktive bookinger 8 uger frem i tiden, så man i en travl hverdag kan planlægge sin golf i god tid. Det har i disse tider med max 2 bolde, og mange som er hjemsendt fra arbejde, medført at mange har 6-8 aktive bookinger i Golfbox. Det giver til gengæld udfordringer, for dem der arbejder, som ikke lige kan sige 14 dage frem i tiden, hvornår de kan spille golf.
Bestyrelsen har derfor i første omgang besluttet, at man fremadrettet under disse Corona tider, kun kan have 3 aktive tider i Golfbox. Vi regner med, at det vil give lidt mere luft i Golfbox, men hvis det ikke er tilfældet, må vi se på det igen.
Som nogen allerede har bemærket, blev det ændret i Golfbox i går. Bestående bookinger der overstiger 3 aktive bookinger pr. medlem, er ikke slettet i Golfbox, da vi jo ikke ved, hvilke tider den enkelte foretrækker at slette. Så gå selv ind i Golfbox, og slet de bookinger du har, som overstiger 3.
Husk derudover altid at slette en booking, hvis du af en eller anden grund ikke kan bruge den alligevel. Det vil frigøre mange tider, og dermed forhindre, at der skal indføres endnu strammere restriktioner. Vi følger normalt op på alle, som har flere ikke bekræftede tider. Det er dog ikke så nemt lige nu, hvor man jo ikke kan bekræfte sin tid i sign-in lokale, og da ikke alle har app fra Golfbox til at bekræfte tid. Men hvis der fortsat er et problem med, at tider der ikke bliver brugt ikke bliver slettet, må vi bruge tid på manuelt at finde frem til synderne. Så husk nu at slette din tid, hvis du bliver forhindret i at bruge den.
Spørgsmål og svar og opsummering
Alle får i disse tider mange informationer, så det er forståeligt, at man kan komme i tvivl om et eller andet. Vi opdaterer løbende hjemmesiden med information, så hvis du er i tvivl, så læs på hjemmesiden under nyheder.
Mange spørgsmål på facebook og i mails går på, hvornår vi åbner op igen. Svaret er fortsat, at alle aktiviteter – turneringer, klub i klub aktiviteter, træning, undervisning, DGU aktiviteter, regionsgolf o.s.v. – foreløbig er lukket ned til 1. maj.
Vi følger løbende udviklingen, og skriver selvfølgelig ud til alle medlemmer og opdaterer hjemmesiden, så snart vi ved noget om tiden efter 1. maj. Vi forsøger løbende at se lidt fremad i krystalkuglen, og indtil videre har vi ramt skiven meget godt, men på nuværende tidspunkt er der ingen, der kan eller tør sige nogen om golfen efter den 1. maj. Men mon ikke der kommer noget lige efter påske.
Og til sidst en bøn om at huske, at alle medarbejdere er hjemsendt, så vi kører på frivillig arbejdskraft i sekretariatet lige nu. Det nemmeste og sikreste, hvis du vil i kontakt med klubben, er at skrive til info@vgk.dk. Postkassen læses og besvares dagligt. Ringer du til sekretariatets telefon, er det ikke sikkert, at den lige bliver taget.
Mvh
Bestyrelsen